Nyheder
Gasregningen stiger markant: Boligejere kan se frem til ekstraregning på 5.000 kroner
Nye prisstigninger på gas presser husholdningsbudgetterne – usikkerheden ventes at fortsætte året ud
De stigende gaspriser rammer nu danske boligejere med naturgasfyr direkte. En ny analyse viser, at det i gennemsnit kan blive mindst 5.000 kroner dyrere at opvarme et almindeligt hus resten af året.
Stigningen kommer i kølvandet på den seneste udvikling i Mellemøsten, hvor gasprisen siden 28. februar næsten er blevet fordoblet.
Konflikt påvirker gaspriserne
Ifølge analysen fra Dansk Fjernvarme er prisstigningerne tæt knyttet til den geopolitiske situation.
- “Udregningen sker ud fra et øjebliksbillede af situationen lige nu, men vi kan også se, hvor hurtigt markedet og priserne udvikler sig på få dage. Og ingen analytikere forudser, at situationen i Mellemøsten aftager lige foreløbig – tværtimod. Derfor må vi også forvente, at gasprisens udvikling vil fortsætte med at være usikker og høj resten af året,” siger Jesper Koch, analysechef i Dansk Fjernvarme.
Læs også:
Varmeudgifterne fortsætter op
De seneste år har varmeudgifterne til gas allerede været høje. I 2022 rundede de over 30.000 kroner årligt for et standardhus.
Ifølge de nye beregninger vil udgifterne i 2026 overstige 25.000 kroner, hvis de nuværende priser holder. Til sammenligning lå udgifterne i 2025 på lidt over 20.000 kroner, mens niveauet før energikrisen i 2022 var omkring 15.000 kroner om året.
Kan også påvirke elpriser
Udviklingen på gasmarkedet kan få bredere konsekvenser for danske forbrugere.
- “Der er er grund til at tage udviklingen på gasmarkedet alvorligt, fordi vi stadig har energikrisen fra 2022 i baghovedet som worst-case scenario, der udløste varmechecks til ramte gasforbrugere. Alt andet lige vil den udvikling vi ser nu på energipriserne påvirke de danske forbrugers el- og gasregninger, fordi elprisen i perioder følger gas- og oliepriserne,” siger Jesper Koch.
Opfordring til at udfase gas
Dansk Fjernvarme peger på, at løsningen på længere sigt er at gøre Danmark mindre afhængig af gas.
Selvom gassen i fremtiden i højere grad vil bestå af biogas, vil prisen stadig følge det internationale marked.
- “Modsat vores europæiske naboer har Danmark stærke forudsætninger for at gøre danskerne uafhængige af gasmarkedet ved at omstille privat rumopvarmning med gas til fjernvarme eller elbaseret varmeforsyning. Politisk bør der sættes en ny retning for gasudfasningen i den private rumopvarmning, så vi ikke ser scenarier som 2022 om igen,” siger Jesper Koch.
Dermed står mange boligejere med udsigt til endnu en periode med høje varmeudgifter – og en fortsat usikker fremtid for gaspriserne.
Læs også: