Folketingsvalg
Lærerformand efterlyser akutplan for flere lærere i folkeskolen
Danmarks Lærerforening mener, at de politiske løfter om flere lærere kun kan blive til virkelighed, hvis der kommer en national plan for at rekruttere og fastholde uddannede lærere.
Folkeskolen fylder meget i valgkampen, og flere partier har allerede meldt ud, at de vil have flere lærere i skolen. Men hvis de ambitioner skal føres ud i livet, kræver det en national handlingsplan. Det siger Danmarks Lærerforening i en ny pressemeddelelse.
Ifølge lærerforeningens formand, Gordon Ørskov Madsen, er udfordringen ikke kun at få flere lærere uddannet, men også at få flere af dem til at arbejde i folkeskolen. I dag er hver femte underviser i folkeskolen ikke uddannet lærer, lyder det.
Flere partier vil have flere lærere
Danmarks Lærerforening peger på, at flere partier allerede har fremlagt forslag, som vil kræve flere ansatte i skolen. Socialdemokratiet vil have 4.000 flere lærere og børnehaveklasseledere, Liberal Alliance foreslår 3.000 flere lærere, og De Konservative taler om 3.000 flere voksne i folkeskolen. Også Venstres skoleudspil lægger op til flere lærere.
”Det giver håb, at folkeskolen fylder så meget i valgkampen. Men ambitioner kræver også handling. I dag er hver femte underviser i folkeskolen ikke uddannet lærer. Hvis politikernes visioner skal blive til virkelighed, kræver det en national handlingsplan for at rekruttere og fastholde flere uddannede lærere. Uanset den kommende regeringens farve.”
Læs også:
Vil have bedre vilkår i folkeskolen
Ifølge Gordon Ørskov Madsen står folkeskolen samtidig over for flere store udfordringer. Han peger blandt andet på, at flere elever ikke består dansk og matematik i 9. klasse, at der mange steder er uro i skoledagen, og at flere forældre vælger folkeskolen fra til fordel for privatskoler.
Danmarks Lærerforening fremhæver tre områder, der skal styrkes, hvis flere uddannede lærere skal tiltrækkes og blive i folkeskolen: bedre arbejdsvilkår, gode lærerstartsordninger i alle kommuner og flere veje ind via meritlæreruddannelsen.
”Vi har faktisk ikke mangel på lærere i Danmark, men vi har mangel på lærere, der har lyst til at arbejde i folkeskolen. Vi har 40.000 lærere, der i dag arbejder uden for folkeskolen, og når lærerne stopper, handler det først og fremmest om arbejdsvilkårene. Derfor er det også der, vi er nødt til at sætte ind, hvis vi skal vende udviklingen og få nogle af de dygtige lærere tilbage,” siger Gordon Ørskov Madsen.
Peger på samarbejde efter valget
Lærerformanden foreslår, at den kommende regering efter valget indgår i et forpligtende samarbejde med KL, Danmarks Lærerforening, Skolelederforeningen og Danske Professionshøjskoler om en samlet plan.
Ifølge Danmarks Lærerforening vil der om fem år kunne være 5.000 flere uddannede lærere i folkeskolen, hvis andelen af lærere, der hvert år forlader folkeskolen, bliver halveret, så den svarer til niveauet i Sverige.
Læs også: