Nyheder
Bekymring for nordjyske skoleelever: Karaktererne falder
Ny analyse peger på faldende niveau i matematik og læsning – DI opfordrer politikere til at styrke folkeskolen
Fagligheden blandt folkeskoleelever i Nordjylland er under pres. Nye tal viser, at karaktergennemsnittet i matematik ligger under landsgennemsnittet i syv ud af ti nordjyske kommuner, og udviklingen går den forkerte vej i størstedelen af regionen.
Det fremgår af en oversigt fra Dansk Industri (DI), som samtidig advarer om, at udviklingen kan få konsekvenser for både de unge og fremtidens arbejdsmarked i Nordjylland.
Fald i matematik og læsning
Ifølge DI ligger landsgennemsnittet i matematik på 6,5. I syv ud af ti nordjyske kommuner ligger gennemsnittet under dette niveau.
Samtidig er karaktergennemsnittet i matematik faldet i ni ud af ti nordjyske kommuner i løbet af de seneste seks år. Også elevernes læsekompetencer viser tegn på tilbagegang, viser både tal fra afgangsprøver og internationale undersøgelser.
Læs også:
DI: Udviklingen er bekymrende
Hos DI Aalborg mener man, at udviklingen bør give anledning til politisk handling.
– Det her handler ikke kun om karakterer, men om Nordjyllands fremtid. Når vi på den ene side kommer til at have markant færre unge – og samtidig en lavere faglighed i skolen – mister vi både talent og muligheder. Vi skal turde tage fat, før udviklingen sætter sig fast. Men det kræver politisk mod og prioritering at vende den, siger Peter Birkegaard, bestyrelsesleder i DI Aalborg.
Ifølge DI oplever mange virksomheder allerede udfordringer med at finde lærlinge og medarbejdere, og derfor er folkeskolens faglige niveau afgørende for fremtidens arbejdskraft.
– Hvis vi vil bevare arbejdspladser og udvikling i vores byer, skal vi sikre, at de unge får et stærkt fagligt fundament. Vi ved, at færre unge allerede nu betyder, at mange virksomheder kæmper for at finde lærlinge og medarbejdere. Det er i folkeskolen, at fremtidens medarbejdere bliver skabt – og lige nu går vi den forkerte vej, siger Peter Birkegaard.
Flere elever dumper matematik
Tallene viser også, at 8 procent af eleverne i Nordjylland forlader folkeskolen med under karakteren 02 i matematik. Det betyder, at de dumper faget og dermed ikke kan komme direkte ind på en ungdomsuddannelse.
I Morsø Kommune er andelen højest, hvor 15 procent dumper matematik. I Thisted, Jammerbugt og Hjørring gælder det for omkring 11 procent af eleverne.
– Det er alt for mange. Det er hverken rimeligt over for eleverne eller de virksomheder, der mangler faglært arbejdskraft. Kandidaterne til kommunalvalget bør kunne give konkrete svar på, hvordan de vil styrke folkeskolen og sikre, at Nordjylland ikke sakker bagud, siger Peter Birkegaard.
DI præsenterer 10 forslag
Som reaktion på udviklingen har DI lanceret et ungeudspil med ti anbefalinger til kommunalpolitikerne. Forslagene handler blandt andet om at styrke undervisningen i matematik og dansk, efteruddanne matematiklærere og indføre valgfaget teknologiforståelse på alle folkeskoler.
Derudover ønsker DI mere samarbejde mellem skoler og virksomheder gennem blandt andet erhvervspraktik, lokale partnerskaber og en kommunal erhvervsplaymaker. Målet er ifølge DI at løfte karaktergennemsnittet med mindst 0,5 procent frem mod 2029.
Læs også: