Nyheder
Sundhedsstyrelsen og politiet holder landsdækkende digitalt forældremøde om opioider
Torsdag 26. februar kl. 19.30-20.30 kan forældre til 12-20-årige få viden og konkrete råd – mødet bliver livestreamet på Politiets Online Patruljes YouTube-kanal
Hvordan taler man med sin teenager om opioider – og hvilke tegn skal man som voksen være opmærksom på? Det er omdrejningspunktet, når Sundhedsstyrelsen og Politiets Online Patrulje torsdag den 26. februar inviterer til et digitalt forældremøde, der bliver beskrevet som Danmarks største af sin slags.
Mødet foregår kl. 19.30-20.30 og henvender sig til forældre til børn og unge i alderen 12-20 år samt fagpersoner, der arbejder med unge. Det bliver livestreamet på Politiets Online Patruljes YouTube-kanal.
Undersøgelse: Mange forældre har ikke talt om opioider
Baggrunden er nye tal fra en forældreundersøgelse, som ifølge arrangørerne viser, at mange forældre efterspørger mere viden om opioider – blandt andet om tegn på brug.
Selvom forældre ofte taler med deres unge om rusmidler, fylder opioider mindre i samtalerne. Undersøgelsen viser, at 4 ud af 10 forældre endnu ikke har talt med deres barn om opioider, og at mange ikke føler sig klædt godt nok på til at tage samtalen.
Læs også:
Viden, råd og hjælp – samlet ét sted
Sundhedsstyrelsen og politiet peger på, at forældre og andre voksne spiller en central rolle i forebyggelsen. På mødet vil deltagerne få:
- viden om opioider
- konkrete råd til, hvordan man tager den svære samtale om rusmidler
- information om, hvor man kan søge hjælp, hvis man er bekymret
Overlæge og sektionsleder i Sundhedsstyrelsen Jacob Møller Antonsen understreger betydningen af tydelige voksne og løbende dialog:
”Forældremødet er en mulighed for at fortælle så mange som muligt om, hvor vigtig en rolle man har som forælder, og hvad man helt konkret kan gøre. Som forælder har du stor indflydelse på dit barns holdning til opioider og andre stoffer. Børn og unge er mindre tilbøjelige til at tage stoffer, hvis de har en tillidsfuld dialog og klare aftaler med deres forældre. Så det er vigtigt, at du er tydelig om din egen holdning. Det handler ikke om kontrol, det handler om at være tæt på og til at snakke med”, siger Jacob Møller Antonsen, overlæge og sektionsleder i Sundhedsstyrelsen.
Hvem deltager?
På forældremødet deltager:
- en politibetjent fra Politiets Online Patrulje
- en rusmiddelkoordinator fra Københavns Politi
- Jacob Møller Antonsen, overlæge og sektionsleder i Sundhedsstyrelsen
Praktisk
- Hvad: Digitalt forældremøde om opioider
- Hvornår: Torsdag 26. februar kl. 19.30-20.30
- Hvor: Livestream på Politiets Online Patruljes YouTube-kanal
- Hvem: Forældre til børn og unge 12-20 år samt fagpersoner
- Du kan deltage i Danmarks største forældremøde her: https://www.youtube.com/live/IavgEKFpgus
- Under mødet besvarer Sundhedsstyrelsen og politiet udvalgte spørgsmål på chatten og via Politiets Online Patruljes Messenger.
Om undersøgelsen
Forældreundersøgelsen om opioider er gennemført af Norstat Danmark i uge 5 og 6 2026 og bygger på 1.512 interviews blandt et landsrepræsentativt udsnit af forældre med hjemmeboende børn i alderen 14-20 år.
Læs også: