Nyheder
Forsker: Lad 13-årige få professionelle sportskontrakter – det kan beskytte dem bedre
Aalborg-professor mener, at forbuddet mod kontrakter til børn under 15 år giver en “falsk beskyttelse” og efterlader unge elitesportsudøvere i et ureguleret miljø
Børn under 15 år bør kunne få professionelle sportskontrakter – ikke for at gøre barndommen til forretning, men for at beskytte børnene bedre. Det mener professor Jørn Sønderholm fra Aalborg Universitet, som i en ny forskningsartikel udfordrer de nuværende regler i Danmark. Artiklen er netop blevet accepteret til Oxford Handbook of Sports Ethics, hvilket betyder, at den er fagfællebedømt og redigeret af anerkendte forskere.
“Falsk beskyttelse” med dagens regler
I Danmark må sportsklubber ikke indgå kontrakter med børn under 15 år. Samtidig må børn fra 13 år tage lettere lønnet arbejde. Den forskel giver ifølge professoren ikke mening – og han kalder det et paradoks.
”Det er en falsk beskyttelse af børnene, at de ikke må få kontrakter før de er fyldt 15 år, for de træner jo intensivt alligevel”, lyder det fra forskeren.
Læs også:
Elitesport før 15 år: “Fuldstændig ureguleret”
Professoren peger på, at børn i flere sportsgrene ofte træner målrettet og intensivt længe før de fylder 15 år – og at det starter tidligt. Ifølge ham bliver talentudvikling sjældent først sat i gang, når barnet fylder 15. Tværtimod kræver det mange års træning og kan være et projekt, der begynder allerede, når barnet er 5-6 år. Men den tidlige træning foregår ifølge ham uden klare rammer og uden formelle begrænsninger.
”I dag træner 11-12-årige piger og drenge tennis, fodbold og golf på højt niveau og intensivt, men uden nogen form for kontraktuelle rammer. Alt det der sker, før de fylder 15 år, er fuldstændig ureguleret”, siger han.
Tre betingelser: Sådan kan børnekontrakter blive “sikre”
Forslaget handler ikke om, at børn skal være fuldtidsprofessionelle – men om at skabe regler, der giver børnene beskyttelse på linje med andre former for børnearbejde. Artiklen opstiller tre betingelser for, at det kan være moralsk acceptabelt med professionelle sportskontrakter til børn:
- Barnet har nået den alder, hvor lønnet arbejde generelt er tilladt (I Danmark 13 år for let arbejde)
- Barnet har lov til at dyrke sporten på konkurrenceniveau (Fx tillader DBU fodbold fra 7-8 år, boksning fra 15 år)
- Kontrakten overholder alle de arbejdsmiljø- og sikkerhedsregler, der gælder for børnearbejde generelt (Fx at barnet kun må træne to timer om dagen på skoledage, og at de ikke må arbejde senere end til klokken 22)
Professoren bruger selv en meget konkret sammenligning:
“Hvis en 13-årig ikke må arbejde efter kl. 22 på McDonald’s, så må vedkommende heller ikke på FCK efter det tidspunkt,” understreger Jørn Sønderholm.
“Kontrakter som beskyttelse – ikke kommercialisering”
Det er vigtigt, understreger forskeren, at målet ikke er at gøre børn til professionelle stjerner tidligere, men at undgå, at det i praksis bliver op til klubber og forældre alene at styre træning, pres og forventninger. Han mener, at en formel kontrakt med klare regler kan sætte grænser og mindske risikoen for, at børn presses for hårdt.
“Ved at introducere penge tidligere – sætter vi rammer op, som gør, at der ikke bliver kørt rovdrift på dem”, siger Jørn Sønderholm.
Han henviser også til amerikansk collegesport, hvor der findes faste regler for træningsmængde for at sikre, at sporten ikke overtager de unges liv.
Læs også: