Politik
Per Vilsbøll genopstiller ikke til KV21 i Rebild kommune
Hvorfor stoppe i kommunalpolitik nu ?
Af Klaus Hansen
16. november 2021 er der valgdag i Danmark. Denne dag skal du igen i stemmeboksen for at stemme på din kandidat til byrådet i Rebild kommune de kommende fire år.
Nuværende byrådsmedlem for Radikale Venstre Per Vilsbøll, Søndervænget 20 Øster Hornum 9530 Støvring genopstiller ikke.
2001-2005 gml Støvring Kommune
2005-2010 valgt i Støvring-sammenlægning ny struktur- (forlænget med et år)
2010-2013 (stillede ikke op)
2013-2017 valgt i Rebild Kommune
2017-2021 valgt i Rebild Kommune
2021-stiller ikke op
Efter fire perioder stopper undertegnede i byrådet. Der er så mange andre interesser og frivillige arbejdsfelter som jeg vil koncentrere mig om nu. Måske være på fuld tid i Rebild Kommunes frivillige projekter, især i Øster Hornum i forhold til Friluftscenter Katbakken og vedligeholdelse/tilsyn af de 25 km Kløverstier, Borgerforeningen, Idrætsforeningen ØHI, måske aktiv i et kommende MeNaTek og meget andet.
Jeg vil stadigvæk være en del af Radikale Venstre i Rebild kommune på det organisatoriske plan og kæmpe for den socialliberale tankegang om, at for meget stat ikke er hensigtsmæssig , og at for meget personlig selvbestemmelse heller ikke er det.
Politik bør handle om at finde en balance mellem det fælles og det private pragmatiske løsninger der ikke kun er rød eller blå , borgerlig eller social. Det er i øvrigt også det der kendetegner Rebild Kommune i dag, vil jeg mene.
Det har været en spændende tid og med, undertiden, store politiske beslutninger.
Jeg vil nævne to skelsættende begivenheder :
1. Dannelsen af Rebild Kommune i 2007.
Som nogen vil kunne huske, var der mange forslag og diskussioner om hvordan en kommende Rebild Kommune kunne se ud før 2007 , og det jeg bl.a husker var , at vi var tre RV-byrådsmedlemmer fra henholdsvis Nørager (Poul Erik Larsen ), Skørping (Leon Sebbelin) og Støvring (undertegnede), som mødtes i kælderen på Hotel Nyborg Strand i 2005 og deklamerede, at vi ville arbejde 100% på at få Nørager-Skørping-Støvring koblet sammen til én kommune. Leon Sebbelin skulle således gå efter Borgmesterposten.
De tre gamle kommuner var efter vores mening stærke på forskellige felter og det ville kunne skabe synergi til en Rebild konstellation. RV fik sin vilje – Rebild blev en realitet i 2007 og det er blevet en meget stærk kommune.
2.Borgmesterskiftet:
Det andet væsentlige punkt jeg vil nævne er borgmesterskiftet i 2013 med Leon Sebbelin.
Det skete jo kun fordi Venstre og Socialdemokratiet ikke sammen kunne danne flertal. Foruden de fire gamle partier A,B,C,V kom også Oplandsliste, Den Sociale Fællesliste, Enhedslisten og SF ind i byrådet. I alt ni partier.
At RV fik borgmesterposten i 2013 og 2017 skyldes, vil nogen sige, særlige omstændigheder! Men nok især fordi Sebbelin havde styr på den overordnede økonomi og fordi han var samarbejdets mand. Det synes jeg, vi tydeligt kan se i forhold til de aftalte budgetaftaler gennem de sidste syv år. Leon ønskede oprigtigt, at der skete noget i alle ender af kommunen. Det er ikke nødvendigvis det vi har været vant til.
Hvad har været godt ?
Det har været spændende at møde så mange forskellige byrådspolitikere og dygtige forvaltningspersoner gennem de fire perioder.
Byrådspolitikere, der brænder for at gøre en forskel og som kæmper røven ud af bukserne for at bakke deres lokalområde op. Det har været positive bekendtskaber, selv om der har været politiske uenigheder.
Selv har jeg haft en overordnet strategi, der gik på at ønskerne i de forskellige lokalområder langt henad vejen skulle tilgodeses. Når du var positiv overfor et ønske i Nørager eller Støvring, fik du måske noget til gengæld i dit lokalområde det synes jeg har været tilfældet i de to sidste byrådsperioder.
Læs også: