Politik

Leon Sebbelin er nu formelt Radikale Venstres borgmesterkandidat i Rebild Kommune

Leon Sebbelin er nu formelt Radikale Venstres borgmesterkandidat i Rebild Kommune

Redaktion
Af Redaktion 23. april 2021

AF Lone K. Hansen

Der var selvfølgelig ingen tvivl blandt de radikale medlemmer, som deltog i opstillingsmødet den 21. april.
Et opstillingsmøde som blev gennemført online og som tiltrak en stor del af de lokale medlemmer.

Rebild kommune har det hele og tiltrækker stadigt flere nye borgere og virksomheder. Leon har på fornem vis stået i spidsen for den udvikling i snart 8 år. Han er garanten for det brede samarbejde på den politiske midte i Rebild Byråd som samler flertal på tværs af partierne., udtaler den netop genvalgte formand for Radikale Venstre Rebild, Torsten Topbjerg.

Det brede samarbejde hen over midten er vigtigt for Leon Sebbelin. Det giver fremdrift og arbejdsro i kommunen, når der er et stort flertal bag kommunens budget.

Jeg bruger meget tid på dialog med alle partier i byrådet for at forme aftaler og kompromiser, som et bredt flertal kan bakke op om. Det er grundstammen i et demokratisk folkestyre og det giver forvaltningen stabile rammer for at løse de mange opgaver, udtaler Leon Sebbelin.

Leon Sebbelin har fortsat mange visioner for udvikling af Rebild kommune: Vi er godt i gang med en bæredygtig omstilling i kommunen, men der er fortsat meget at tage fat på i de kommende fire år. Vi har brug for at få flere borgere engageret i omstillingen, for når vi løfter i flok, så kan vi hurtigt forandre og samtidig styrke fællesskabet.