Politik
Merete Jensen
: Ledelse kender ikke til dialog
Ledelse kender ikke til dialog
Af Merete Jensen
tidligere medarbejder i Søparken
Jeg kan kun støtte op om den kritik og de læserbreve der i den seneste tid har været bragt Nordjyske angående Søparken. Jeg er selv en af dem som har mærket den dårlige ledelse.
Jeg har selv prøvet at stille spørgsmål til leder og fået at vide at det var hende som bestemte og det havde jeg bare at indrette mig efter. Jeg oplevede, at blive sat på plads på en meget ubehagelig måde med kontrol og direkte ordrer uden nogen form for dialog. Og mine mange år på institutionen var fra den ene dag til den anden pludselig mere en fejl end gavn.
Uden varsel og uden begrundelse blev jeg og flere andre omplaceret til en anden levegruppe fordi ledelsen mente, at den gode relation var til skade for beboerne, hvilket berørte mig dybt som ansat igennem flere år.
Jeg var utryg og usikker på leder fordi hun konstant var over mig og vi fik at vide at, vi bare skulle passe vores arbejde og ikke gå op i vagtplanerne, selvom der ikke var styr på dem, hvilket betød unødigt mange vikartimer.
Information fra ledelsen var på daværende tidspunkt også totalt ophørt og der var ikke længere personalemøder.
Vi følte os alle overvåget og vi var bange for at sige noget til leder eller begå fejl, fordi vi kunne se, at flere kolleger blev fyret eller slettet af vikarlisten, og rigtig mange har derfor valgt at forlade arbejdspladsen, fordi de ikke har kunnet arbejde under denne form for ledelse.
Dialogen kender ledelsen ikke til og jeg forstår ikke, at en leder skal have støttepædagoger for at være leder? Og nu endnu engang – til hvad nytte? En god og sund arbejdsplads er både økonomisk og menneskeligt kørt i sænk, og det har kostet skatteborgerne millioner af kroner.
Men værst af alt, beboerne bliver ladt i stikken med alt den udskiftning af personalet.
Beboerne har ikke længere kendt personale som kender deres livshistorie og som de kan have tillid til. I Stedet har de forskellige vikarer, og det er synd.
Lederen modarbejder direkte at beboerne skal have relationer til personalet og efter hendes mening skal alle kunne udføre jobbet ud fra skriftlige handleplaner.
Det er simpelthen uforskammet overfor beboerne og deres pårørende, og hvis ikke det er sådan politikerne i Rebild kommune ønsker de svageste i samfundet skal leve, så skal i reagere nu.
Læs også: