Alarm 112

5.502 hjerteløbere i Nordjylland: Aalborg hurtigst frem, Morsø længst tid

Ny årsrapport fra TrygFonden viser høj tilslutning og hurtige responstider – men der er forskel fra kommune til kommune.

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 9. januar 2026

TrygFonden har fredag offentliggjort den første årsrapport fra Hjerteløberordningen med tal for alle 98 kommuner. Rapporten dækker hele 2025 og viser, at der ved årets udgang var 59.279 aktive hjerteløbere på landsplan – svarende til 985 pr. 100.000 indbyggere.

I Region Nordjylland er der 5.502 aktive hjerteløbere, og ordningen blev i 2025 aktiveret 531 gange i regionen.

Høj accept, når alarmen går

På landsplan har mindst én hjerteløber accepteret alarmen i 99 procent af tilfældene, mens mindst to har accepteret i 98 procent af tilfældene.

Nye tal: Så hurtigt kommer hjerteløberne frem

Årsrapporten introducerer for første gang median-responstider – altså tiden fra aktivering til den første hjerteløber er fremme. Tallene bygger på et igangværende forskningsprojekt og dækker perioden 1. januar 2024 til 31. august 2024.

I Nordjylland ligger den længste gennemsnitlige responstid i den undersøgte periode i Morsø Kommune på 06:12 minutter, mens Aalborg Kommune har den korteste med 03:48 minutter.

Læsø og Aalborg ligger højt i dækning

Ser man på dækningen af hjerteløbere i Nordjylland, har Aalborg Kommune 2.471 aktive hjerteløbere – svarende til 1.094 pr. 100.000 indbyggere. Læsø ligger på 1.063 pr. 100.000 indbyggere, mens Rebild ligger på 976 pr. 100.000.

“Det er vigtigt, at vi træder til for hinanden”

I rapporten fortæller hjerteløber Bent Gade fra Hadsund om betydningen af at kunne hjælpe lokalt:

“- Ambulancen er ofte længe undervejs herude, og jeg synes, det er vigtigt, at vi træder til for hinanden. Vi er flere hjerteløbere i byen, som møder op, og vi er gode til at hjælpes ad. Jeg opfordrer altid andre til at blive hjerteløbere, for uanset om du kan give hjertelungeredning, hente en hjertestarter eller tage dig af de pårørende, så kan du gøre en forskel.”