Alarm 112

45-årig mand idømt otte måneders fængsel for bedrageri mod ældre borgere

Falsk bankbud fældet efter hurtig politiaktion i Aalborg og modtog en straksdom på 8 måneders fængsel

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 8. oktober 2025

Flere borgere narret af falsk bankmand

Mandag den 6. oktober modtog Nordjyllands Politi flere anmeldelser fra borgere i Aalborg, som var blevet kontaktet af en person, der udgav sig for at være fra deres bank. Kort efter opkaldene dukkede et såkaldt “bankbud” op på ofrenes adresser og fik udleveret hævekort, koder – og i nogle tilfælde smykker.

Efter en hurtig og målrettet indsats lykkedes det politiets Operative Specialefterforskning, med hjælp fra en hundepatrulje, at anholde en 45-årig mand fra Aalborg samme aften. Dagen efter, tirsdag kl. 14.00, blev han fremstillet i grundlovsforhør og idømt otte måneders fængsel til direkte afsoning.

Klassisk svindelmetode

Politikommissær Ulf Munch Sørensen fra Operativ Specialefterforskning forklarer, at fremgangsmåden er velkendt:

Fælles for de forurettede var, at de alle havde modtaget et opkald fra en person, der udgav sig for at være fra banken. Personen havde informeret dem om, at deres kortoplysninger var ved at blive misbrugt. Kort efter samtalen ankom et såkaldt ‘bankbud’ til adressen, hvor han i flere tilfælde fik overdraget hævekortet og udleveret koden til kortet. I flere tilfælde blev ofrene også narret til at udlevere smykker.

Hurtig fremstilling og dom

Ud over hændelserne i Aalborg blev manden også sigtet for lignende forhold i Himmerland, blandt andet i Farsø, hvor han stjal et hævekort og hævede et større beløb fra en ældre borgers konto. I alt blev han sigtet for fire forhold og to forsøg på bedrageri begået i Farsø, Vadum, Brønderslev og Aalborg.

Under grundlovsforhøret tirsdag erkendte den 45-årige mand sig skyldig og modtog straksdommen på otte måneders fængsel.

Politikommissær Ulf Munch Sørensen roser det hurtige samarbejde i sagen:

Det betyder meget for os at få en hurtig anholdelse i en sag som denne – og at få straffet en person, der udnytter ældre og sårbare medborgere. For dem, der bliver snydt, har det store personlige konsekvenser, og det skaber en utryghed, når man får krænket sin tillid til andre mennesker.

Politiet opfordrer til at tale åbent om svindel

Ifølge politiet er svindel med falske bankbude stadig et udbredt problem, og derfor opfordres borgerne til at tale åbent om det.

Det er ingen skam at blive snydt – det kan ske for alle. Men vi kan hjælpe hinanden ved at dele de generelle råd, som for eksempel at banken eller myndighederne aldrig vil hente kort eller bede om koder. Er du i tvivl om, hvem du taler med, så læg på og ring tilbage på et hovednummer. Svindlerne presser ofte på og siger, at tingene haster, men her er det vigtigt at være rolig og lægge på,

Sådan undgår du svindel

Hvis du bliver ringet op af en falsk bankmand:

  • Læg på med det samme, og giv aldrig kort, koder eller kontanter til fremmede.
  • Lad dig ikke presse – svindlere forsøger ofte at skabe panik.
  • Tal med nogen, du stoler på, og kontakt din bank eller politiet på 114.

Hvis du allerede har givet oplysninger eller penge:

  • Kontakt straks din bank eller Nets og få spærret kortet.
  • Anmeld svindlen til politiet på 114.

Nordjyllands Politi opfordrer alle borgere til at dele informationen med familie og venner – især ældre, der ofte er mål for denne form for svindel.