Nyheder
19 organisationer presser på for skærpet indsats mod digital vold mod kvinder
Nyt holdningspapir opfordrer regeringen til at arbejde for strengere EU-krav til digitale platforme og bedre beskyttelse af piger og kvinder online.
19 organisationer med Digitalt Ansvar i spidsen opfordrer den danske regering til at arbejde for, at EU følger nye anbefalinger fra Europarådet om bekæmpelse af digital vold mod piger og kvinder.
Anbefalingerne bliver lanceret onsdag eftermiddag og skal styrke indsatsen mod blandt andet online chikane, stalking, overvågning, trusler og deling af krænkende materiale.
Ifølge Digitalt Ansvar har den teknologiske udvikling gjort det lettere at begå overgreb online, blandt andet gennem brug af kunstig intelligens til at skabe og sprede falske nøgenbilleder.
Hver tredje kvinde har oplevet vold
Baggrunden for initiativet er blandt andet tal fra Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder (FRA) og Det Europæiske Ligestillingsinstitut (EIGE), som viser, at hver tredje kvinde har været udsat for fysisk og/eller seksuel vold.
Ifølge organisationerne afspejler volden sig også i det digitale rum, hvor piger og kvinder udsættes for kønsbaseret chikane og andre former for digital vold.
“Digital vold mod piger og kvinder handler ikke kun om de personer, der fremstiller og deler krænkende indhold. Det handler også om de teknologier og platforme, der gør overgrebene lette at begå, hurtige at sprede og svære at stoppe. Derfor er det afgørende, at EU stiller langt tydeligere krav til de digitale tjenester,” siger Ask Hesby Holm, direktør i Digitalt Ansvar.
Læs også:
Tre centrale forslag til EU
I et nyt holdningspapir peger Digitalt Ansvar og de 18 medunderskrivende organisationer på tre anbefalinger, som de mener bør indgå i EU’s kommende evaluering og revision af forordningen om digitale tjenester (DSA) næste år.
For det første ønsker organisationerne, at digitale tjenester skal leve op til konkrete sikkerhedsstandarder, så risikoen for digital vold bliver tænkt ind allerede under udviklingen af nye produkter og funktioner.
For det andet ønsker de mere brugervenlige anmeldelsesprocedurer for ulovligt indhold. Det skal ifølge organisationerne være lettere at anmelde chikane, trusler og deling af intime billeder, og platformene bør have flere moderatorer med relevante sprogkompetencer og viden om kønsbaseret vold.
For det tredje opfordrer organisationerne til, at onlineplatforme identificerer og mærker indhold, som er hadsk eller opfordrer til vold mod piger og kvinder, men som ikke nødvendigvis kan fjernes. Formålet er at begrænse algoritmers mulighed for at fastholde brugere i kvindehadske netværk.
Regeringen opfordres til handling
Digitalt Ansvar mener, at forebyggelse skal spille en større rolle i arbejdet mod digital vold.
“Hvis piger og kvinder skal kunne være trygge online, kan vi ikke nøjes med at reagere, når skaden er sket. Platformene skal forebygge misbrug, gøre det enkelt at anmelde ulovligt indhold og tage ansvar for de algoritmer, der kan forstærke kvindehad. Det bør den danske regering arbejde målrettet for i EU,” siger Ask Hesby Holm.
Europarådet har udarbejdet 45 anbefalinger
I 2024 nedsatte Europarådet en ekspertgruppe, som blandt andre Digitalt Ansvar har deltaget i. Gruppens opgave var at pege på, hvordan medlemslandene kan styrke indsatsen mod digital vold mod piger og kvinder.
Resultatet er 45 anbefalinger, der skal hjælpe medlemslandene med at styrke deres retlige, institutionelle og regulatoriske rammer og sikre, at vold mod kvinder ikke accepteres, tolereres eller ignoreres.
Holdningspapiret støttes af Digitalt Ansvar, Red Barnet, Børns Vilkår, Unicef, Forbrugerrådet Tænk, Joan-søstrene, Dansk Kvindesamfunds Krisecentre, Dansk Stalking Center, Julemærkefonden, KVINFO, Mediesundhed for børn og unge, Søstre mod vold og kontrol, Reden Ung, Center mod Økonomisk IT-Svindel, Somenta, Offerrådgivningen, LOKK, Kvinderådet og DareGender.
Læs også: