Natur
100 millioner kroner klar til nye grønne fødevareprojekter
Ny ansøgningsrunde skal sætte fart på den bæredygtige omstilling af dansk fødevareproduktion
Danske virksomheder, universiteter og organisationer får nu en ny mulighed for at søge støtte til grøn innovation i fødevaresektoren. Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram (GUDP) har åbnet en ny ansøgningsrunde med en pulje på 100 millioner kroner til projekter, der kan gøre dansk fødevareproduktion mere bæredygtig og klimavenlig.
Ansøgningsrunden åbnede tirsdag den 16. december og løber frem til den 19. februar 2026.
Grøn omstilling i indkøbskurven
GUDP har i en årrække støttet projekter, der skal bidrage til en mere miljø- og klimavenlig fødevaresektor. Ifølge programmet har støtten allerede haft betydning for de varer, danskerne møder i supermarkedet og på tallerkenen.
Senest har GUDP fordelt knap 130 millioner kroner til 17 projekter, og nu følger altså endnu en pulje målrettet udvikling og demonstration af grønne løsninger i landbrug og fødevareproduktion.
Læs også:
Fremtidens fødevareproduktion
Ifølge formand for GUDP er der behov for både grøn og økonomisk bæredygtighed, hvis den danske fødevaresektor skal rustes til fremtiden.
”Den danske fødevareproduktion skal tilpasses til fremtidens behov. Det nødvendiggør en omstilling til en mere klima- og miljøvenlig produktion, der er økonomisk bæredygtig, så forbrugerne også i fremtiden kan få gode danske råvarer og fødevarer på tallerkenen. Det forsøger vi i GUDP at understøtte, ved at yde tilskud til en lang række projekter, der kan bidrage til, at den danske fødevaresektor bliver mere bæredygtig og fremtidssikret,” fortæller formand for GUDP, Mikael Thinghuus.
Fokus på “dobbelt bundlinje”
I den nye ansøgningsrunde lægger GUDP-bestyrelsen særlig vægt på projekter med en såkaldt dobbelt bundlinje. Det betyder, at projekterne både skal levere grønne gevinster og have en positiv økonomisk effekt – enten for de deltagende virksomheder eller for samfundet som helhed.
”Den grønne omstilling af fødevaresektoren handler ikke kun om, at vi skal sikre en mere bæredygtig fødevareproduktion, men også om at styrke fødevaresektorens konkurrenceevne gennem innovation. Vi kan lave nok så mange grønne løsningerne, men stækkes sektorens konkurrenceevne er vi lige vidt, og derfor er det vigtigt, at vi har fokus på både den klimamæssige- og økonomiske bæredygtighed”, fortæller Mikael Thinghuus.
Informationsmøde i januar
For interesserede ansøgere afholder GUDP-sekretariatet et informationsmøde den 7. januar klokken 10.00, hvor der kan hentes mere viden om programmet og mulighederne for at søge støtte.
Eksempler på tidligere støttede projekter
GUDP har tidligere støttet en bred vifte af projekter inden for både plantebaserede fødevarer, dyrevelfærd og præcisionsteknologi.
I 2022 modtog projektet Svampemad med Aalborg Universitet i spidsen 9.078.087 kroner til udvikling af en ny proteinrig fødevareingrediens baseret på mask – et restprodukt fra ølproduktion. Projektet forventes afsluttet ved udgangen af 2025.
I 2023 fik projektet SowSolution med Aarhus Universitet som hovedansøger 8.089.251 kroner til udvikling af et nyt diagnostisk værktøj til at forebygge mælkemangel hos søer. Projektet løber frem til august 2027.
Senest har projektet Præcitræ i 2024 modtaget 8.184.800 kroner. Her anvendes dronebaserede målinger til mere præcis sprøjtning og gødskning i juletræsproduktion, med forventet reduktion i brugen af insekticider på mellem 60 og 70 procent. Projektet løber frem til juli 2028.
Med den nye pulje håber GUDP at sætte yderligere skub i udviklingen af grønne løsninger, der både gavner klimaet, erhvervet og forbrugerne.
Læs også: